Godmorgen og god lørdag 🙂 Nyder i forårsvejret? 😉 I april plejer jeg at begynde at udskifte suppedagen med lidt lettere retter, men altså, så længe det sner og stormer, så holder jeg fast i suppe-søndag lidt endnu 😉 Jeg har også smidt en lækker omgang gullasch med mos på planen, som også matcher det kolde forårsvejr vi oplever lige nu.
Prisen for denne uges madplan er 363 kr for 2 voksne og 2 store børn 🙂 Planen gælder fra mandag den 12. april, tilbuddene på indkøbslisten gælder fra søndag den 11. april, og der handles ind i Rema 1000 – indkøbslisten kan dog sagtens bruges i andre butikker også.
Anbefalinger – Nye kostråd
Planen læner sig op de nye officielle danske kostråd, uden dog helt at nå i mål med de nye anbefalinger kød-området. Det vil sige, at der vælges fuldkornsprodukter, en vis andel grøntsager (og gerne grove) i alle retter, bælgfrugter, magert kød samt en smule fisk. Den ene fiskeret du finder på ugens madplan er dog ikke nok i forhold til det anbefalede, så jeg vil anbefale dig at spise fisk til frokost et par gange om ugen ved siden af. Det samme gælder selvfølgelig også for grøntsagerne. Voksne personer skal have 600 gram frugt og grønt dagligt (Børn mellem 4 og 10 år bør spise mellem 300-500 gram frugt og grønt om dagen), og derfor gælder det selvfølgelig om at spise grønt til dagens andre måltider, for at få dækket det anbefalede 🙂
Efter at der den 7. januar kom nye kostråd, opfylder planen ikke længere anbefalinger der er lavet på kød, som nu lyder på max 350 g kød om ugen pr. mand – og det er altså både med det du spiser til morgen, frokost og aften der er talt med her. Jeg ved at det er et ret stort skridt for mange, at skære så meget ned på kødet, og det er ikke noget man bare lige gør fra den ene dag til den anden, hvis man er stor kødspiser. Derfor har jeg valgt at bibeholde samme mængde kød i den sunde madplan som tidligere (ca. 400-500 g pr. mand, og et minimum af okse/svin), og i stedet lavet en flexitarisk madplan til dem, der klar til at leve efter de nye anbefalinger. Og er man klar til at sige helt farvel til kødet, er der selvfølgelig også den vegetariske madplan man kan prøve kræfter med 🙂
Du finder som altid opskrifterne til dagens menu ved, at klikke på linket i planen. Vær opmærksom på, at opskrifterne indeholder varer fra mit basislager, der derfor ikke er anført på indkøbslisten eller regnet med i budgettet. Disse varer er dog anført efter indkøbslisten, så du nemt kan tjekke om du har disse varer i dit eget lager Vær opmærksom på at der en sjælden gang er varer på basislisten, særligt krydderierne, som ikke nødvendigvis fås i Rema 1000, men i stedet skal findes i et lidt større supermarkeder som f.eks. Superbrugsen, Føtex eller lign.
Læs evt. min vejledning til madplanerne inden du går igang.
Velbekomme og rigtig god weekend!
UGENS SUNDE MADPLAN
Mandag: Cremet one pot pasta med bagt peberfrugt og tomat
Tirsdag: Gyros med spidskålstzatziki og pitabrød
Onsdag: Pizzadillas med tomatsauce
Torsdag: Sandwich med torskerognssalat samt gnavegrønt
Fredag: Sursød kylling med ris
Lørdag: Gullasch med grøn mos
Søndag: Mild ostesuppe m. porrer og ovnbagte bruschetta
Indkøbsliste (Rema 1000)
Ingredienser
Brød
- 1 fuldkornsbaguettes, øko. 2 stk 7,95 kr
- 1 ps fuldkornsboller, schuldstad 12 kr (tilbud)
- 1 pk fuldkornspita, 4 stk 4,75 kr
- 1 pk fuldkornstortillas, 6 stk 11,95 kr
Frugt og grønt
- 1 agurk 7 kr
- 1 broccoli 11 kr
- 1 bk cherrytomater på stilk, 500 g 18 kr
- 1 kg gulerødder 6,50 kr
- 1 kg kartofler, øko 10 kr
- 1 iceberg 9 kr
- 1 pebermix 15 kr
- 2 porrer 2 x 3 kr = 6 kr
- 1 ps røde snackpeber, 500 g 18 kr
- 1 spidskål 13 kr
- 4 tomater, vej-selv 10 kr
Frost
Køl
- 1 pk bacon i tern, fedtreduceret, 150 g 12,95 kr
- 1 pk kyllingebrystfilet 450 g 26,95 kr
- 1 pk oksekød i tern, 300 g 30 kr (tilbud)
- 400 g svinemørbrad 20 kr (tilbud)
- 1 pk spansk chorizo i skiver, 80 g 9,95 kr
Mejeri
- 2 pk buko flødeost, naturel 150 g 2 x 14,95 kr = 30 kr
- 1 cheasy fraiche 5%, 500 ml 12,95 kr
- 1 cheasy revet mozzarella 13%, 150 g 11,95 kr
- 1 oma madlavningsfløde 4%, 250 mL 7,95 kr
Kolonial
- 1 ds ananas stykker, 340 g 8,50 kr
- 1 ps fuldkornsspaghetti, 500 g 6,50 kr
- 1 ps parboiled ris, 1 kg 7,95 kr
- 1 kt tomat passata, 500 ml 4,95 kr
- 1 ds tomatpure, 140 g 2,50 kr
- 1 ds torskerogn, 200 g 9,95 kr
Pris
363 kr*
* Prisen er vejledende. Jeg forsøger, at ramme så præcist som muligt, og tager udgangspunkt i ugens tilbudsavis samt de priser der er opgivet fredag på vigo.dk når jeg laver plan og indkøbsliste. Prisen på grønt, mælk, etc. ændres sommetider i løbet af ugen samt, at der kan komme variation i forskellige de Rema butikker. Jeg har intet samarbejde med Rema, og har derfor ingen mulighed for at indregne eventuelle ændringer og variationer i priser.
Basislager
Ingredienser
- balsamico
- citronsaft
- honning
- hvedemel
- hvidløg
- ketchup
- løg
- mayonnaise
- olie
- soyasauce
- sukker
Krydderier
- basilikum
- chili el. cayennepeber
- ingefær evt. frisk
- oregano
- paprika
- rosmarin
- salt og peber
- spidskommen
- timian
Hejsa!
Handler du typisk det hele på en gang, hver mandag fx? Og kan det til søndag så godt holde sig?
Jeg handler typisk ind til hele ugen søndag. Det der ikke kan holde sig, ryger i fryseren 🙂 Man kan jo gøre det som man vil – andre kan godt lide at handle ind søndag og så igen inden weekenden.