Halløj! Så er der igen en ny sund og billig madplan klar til jer med masser af lækre retter. Madplanen byder i den kommende uge på et par gode traditionelle retter som kylling i karry og spaghetti med kødsauce, og derudover har den lækre sommerflæskesteg sneget sig med, nu hvor der ikke er mange dage til efteråret 🙂
På indkøbslisten er skrevet den mængde flæskesteg som skal bruges i opskriften – jeg er godt klar over at stegene varierer meget i størrelse i butikken, men I kan evt. gøre som jeg selv, og købe den største steg jeg kan finde og så skære den op i de portionsstørrelser jeg skal bruge og komme i fryseren. Svinekød kan holde sig 3-6 måneder i fryseren, så mon ikke det nok skal blive spist, jeg lover i hvert fald at der nok skal komme flæskesteg igen på menuen i den periode.
Prisen for indkøb til denne uges madplan er 465 kr for 2 voksne og 2 store børn 🙂 Planen gælder fra mandag den 21. august tilbuddene på indkøbslisten gælder fra søndag den 20. august og der handles ind i Rema 1000 – indkøbslisten kan dog sagtens bruges i andre butikker også.
Medlemsfunktion
Du kan nu blive medlem hos Sund på budget og få adgang til en række nye funktioner. Som standard medlem får du adgang til indkøbslisterne til alle madplanerne, næringsindhold på alle opskrifter, mulighed for at gemme favoritopskrifter, mulighed for at lave dine egne madplaner og få genereret en indkøbsliste hvor du også selv kan tilføje og fjerne varer. Derudover er du også fri for reklamer. Bliv medlem her og få adgang til alle funktionerne med det samme.
Anbefalinger – Nye kostråd
Planen læner sig op de nye officielle danske kostråd, uden dog helt at nå i mål med de nye anbefalinger kød-området. Det vil sige, at der vælges fuldkornsprodukter, en vis andel grøntsager (og gerne grove) i alle retter, bælgfrugter, magert kød samt en smule fisk. Den ene fiskeret du finder på ugens madplan er dog ikke nok i forhold til det anbefalede, så jeg vil anbefale dig at spise fisk til frokost et par gange om ugen ved siden af. Det samme gælder selvfølgelig også for grøntsagerne. Voksne personer skal have 600 gram frugt og grønt dagligt (Børn mellem 4 og 10 år bør spise mellem 300-500 gram frugt og grønt om dagen), og derfor gælder det selvfølgelig om at spise grønt til dagens andre måltider, for at få dækket det anbefalede 🙂
Efter at der i 2021 kom nye kostråd, opfylder planen ikke længere anbefalinger der er lavet på kød, som nu lyder på max 350 g kød om ugen pr. mand – og det er altså både med det du spiser til morgen, frokost og aften der er talt med her. Jeg ved at det er et ret stort skridt for mange, at skære så meget ned på kødet, og det er ikke noget man bare lige gør fra den ene dag til den anden, hvis man er stor kødspiser. Derfor har jeg valgt at bibeholde samme mængde kød i den sunde madplan som tidligere (ca. 400-500 g pr. mand, og et minimum af okse/svin), og i stedet lavet en flexitarisk madplan til dem, der klar til at leve efter de nye anbefalinger. Og er man klar til at sige helt farvel til kødet, er der selvfølgelig også den vegetariske madplan man kan prøve kræfter med 🙂
Du finder som altid opskrifterne til dagens menu ved, at klikke på linket i planen. Vær opmærksom på, at opskrifterne indeholder varer fra mit basislager, der derfor ikke er anført på indkøbslisten eller regnet med i budgettet. Disse varer er dog anført efter indkøbslisten, så du nemt kan tjekke om du har disse varer i dit eget lager Vær opmærksom på at der en sjælden gang er varer på basislisten, særligt krydderierne, som ikke nødvendigvis fås i Rema 1000, men i stedet skal findes i et lidt større supermarkeder som f.eks. Superbrugsen, Føtex eller lign.
Læs evt. min vejledning til madplanerne inden du går igang.
Velbekomme og rigtig god weekend!
UGENS SUNDE MADPLAN
Mandag: Indisk dahl med fraiche og naanbrød
Tirsdag: Spaghetti carbonara med kål
Onsdag: Kylling i karry
Torsdag: Rugbrød med varmrøget makrelsalat og grøntsagsstave
(Suppler evt. med 3 kogte æg)
Fredag: Sommerflæskesteg med syrlige kartofler og tomatsalat
Lørdag: Fuldkornsspaghetti m. grøntsagskødsauce
Søndag: Syrlig rispilaf med kylling og blomkål
Indkøbsliste (Rema 1000)
Ingredienser
Brød
- 1 pk naanbrød, hvidløg 12 kr
- 1 pk rugbrød, 500 g 6,95 kr
Frugt og grønt
- 1 bk cherrytomater på stilk, 500 g 19 kr
- 2 bundt forårsløg 2 x 7 kr = 14 kr
- 1 kg gulerødder 11 kr
- 1 ps kartofler, sanderumgaard, 1 kg 7 kr (tilbud)
- 1 potte persille 8 kr
- 1 spidskål 10 kr (tilbud)
- 3 æbler 2 x 2,50 kr = 7,5 kr
- 1 ps øko. citroner, 250 g 7,50 kr
Frost
- 2 ps blomkålsris, øko 350 g 2 x 13,95 kr = 28 kr
- 1 ps italiensk grøntsagsblanding, Lækkert og nemt, 400 g 12 kr (tilbud)
- 1 ps karrygrønt el. rød karryblanding, nemt og lækkert 400 g 12 kr (tilbud)
- 1 ps kyllingebrystfilet, 750 g 59,95 kr
Køl
- 1 pk bacon i tern, 200 g. 12 kr (tilbud)
- 1 pk hakket oksekød 8-12%, 500 g 39 kr (tilbud)
- 700 g ovnklar flæskesteg u. ben 28 kr (tilbud)
- 1 pk varmrøget makrel, 150 g 21,95 kr
- 6 æg 19,95 kr
Mejeri
- 1 cheasy fraiche 5%, 500 ml 17,50 kr
- 1 frisk mozzarella (kugle), 125 g 8,50 kr
- 1 liter minimælk 10,95 kr
- 1 ps revet parmesan, ambrosi 100 g 14,95 kr
Kolonial
- 2 ps fuldkornsspaghetti, 500 g 2 x 8,95 kr = 18 kr
- 1 ds hakkede tomater 5,95 kr
- 2 ds kokosmælk, light, 400 ml 2 x 10,95 kr = 22 kr
- 1 ps parboiled ris, 1 kg 10,95 kr
- 1 ps røde linser, tørrede 400 g 16,95 kr
- 1 ds tomatpure, 140 g 3,95 kr
Noter
465 kr*
*Prisen er vejledende. Jeg forsøger, at ramme så præcist som muligt, og tager udgangspunkt i ugens tilbudsavis samt de priser der er opgivet fredag på vigo.dk når jeg laver plan og indkøbsliste. Prisen på grønt, mælk, etc. ændres sommetider i løbet af ugen samt, at der kan komme variation i forskellige de Rema butikker. Jeg har intet samarbejde med Rema, og har derfor ingen mulighed for at indregne eventuelle ændringer og variationer i priser.
Basislager
Ingredienser
- balsamico
- citronsaft
- hvedemel
- hvidløg
- løg
- mayonnaise
- olie
- sukker
Krydderier
- bouillonterning
- chili el. cayennepeber
- karry el. karrypasta
- koriander
- oregano
- paprika
- salt og peber
- spidskommen
Min familie har svær modvilje mod smagen af peberfrugt. Er der en af de andre grøntsags blandinger der kunne fungere i grøntsags saucen i uge 34 hvis man nu tilsætter lidt ekstra krydderier a la dem der står på posens ingrediens liste?
Kan man evt blende grøntsagerne en smule for de meget grøntsags forskrækkede børn?
Mvh
Du kan sagtens blende grøntsagerne i diverse gryderetter og saucer 🙂