Tostadas er en lækker mexicansk ret med sprøde tortillas og masser af smagfuldt fyld. I min version får du sprøde fuldkornstortillas toppet med krydrede sorte bønner, saftig kylling, friske grøntsager og lidt revet ost. En skøn kombination af sprødt, cremet og krydret, som både mætter godt og smager fantastisk!
Tostadas er samtidig en nem og budgetvenlig måde at få flere bælgfrugter ind i hverdagsmaden. Her får du nemlig strakt en mindre mængde kylling til fire personer ved at kombinere den med sorte bønner. Retten er også oplagt, hvis du har en rest tilberedt kylling i køleskabet, der skal bruges.

Tostadas med kylling og bønner
Ingredienser
Bønnefyld
- 2 ds sorte bønner
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk paprika gerne røget
- 1,5 dl vand
- 1 bouillonterning
- 1 lime saften herfra
- salt og peber
Kyllingefyld
- 1 løg
- 1 peberfrugt
- 1 spsk olie
- 100 g syltede grønne peber finthakket
- 250 g kogt kyllingebryst trukket i stykker
- salt og peber
Tilbehør
- 8 små tortillas fuldkorn
- 1 hjertesalat i strimler
- 100 g revet ost 13%
- 1 lime både til servering
- evt avocado i tern eller koriander
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader.
Bønnefyld
- Snit løget fint. Dræn og skyl de sorte bønner.
- Opvarm olie på en pande. Svits løgene til de er klare.
- Tilsæt bønner, presset hvidløg og krydderier, og svits det kort af.
- Tilsæt vand og bouillonterning og lad det simre til vandet er kogt ind.
- Mos bønnerne let med en kartoffelmoser eller gaffel.
- Rør limesaft i mosen og smag til med salt og peber.
Kyllingefyld
- Snit løg og peberfrugt i strimler.
- Opvarm lidt olie og steg løg og peberfrugt til de begynder at bliver gyldne.
- Tilsæt finthakket syltede grønne peber og kogt kylling trukket i stykker.
- Vend det hele sammen, varm det igennem og drys med salt og peber
Tostadas
- Pensl tortillas med en lille smule olie og bag dem ovnen på plade med bagepapir til de gyldne og sprøde.
- Top de sprøde tortillas med først bønnefyld, dernæst kylling og til sidst lidt revet ost og evt. avocadotern eller koriander.
- Server med limebåde.

