De her grøntsagsrösti er simpelthen så lækre, og jeg har været alt for lang tid om at få dem med i madplanen. Men bedre sent end aldrig, og nu er de endelig med. De kan bruges som tilbehør til diverse kødretter, og her serveres de sammen med en lækker krydret hakkebøf og en kold cremet dip.
Krydret hakkebøf med grøntsagsrösti og hvidløgsdip
Ingredienser
Krydrede hakkebøffer
- 400 g hakket oksekød 3-7%
- 1 fed hvidløg
- 2 tsk paprika
- 1 tsk chili
- 1 tsk salt
- peber
Grøntsagsrösti
- 500 g kartoffel
- 300 g gulerødder
- 2 alm. løg
- 1 squash
- 2 æg
- 1 dl mel
- 2 tsk timian
- 1 tsk salt
- peber
Hvidløgsdip
- 2,5 dl fraiche 5%
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk citronsaft
- salt og peber
Sådan gør du
Grøntsagsrösti
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Skræl gulerødder, løg og kartofler, og vask squashen. Riv grøntsagerne groft på et rivejern.
- Læg de revne grøntsager på midten af et viskestykke, vikl det omkring grøntsagerne og vrid så meget væde som muligt ud af dem. Det er vigtigt at vride grøntsagerne på denne måde, da det ikke er muligt at presse nok væske ud med hænderne.
- Pisk æggene sammen med timian, salt og peber ,og rør det herefter sammen med grøntsagerne. Tilsæt til sidst melet.
- Læg bagepapir på en bageplade. Brug 2 spsk af grøntsagsblanding til hver røsti – form dem til små flade klatter på papiret.
- Bag röstierne i ovnen i 20-25 minutter til de er gyldne og let sprøde.
Krydrede hakkebøffer
- Bland oksekødet med de øvrige ingredienser og lad det trække lidt.
- Form farsen til 4 bøffer og steg dem på panden i lidt olie til de gennemstegte. Krydr med salt og peber.
Hvidløgsdip
- Bland alle ingredienserne sammen og smag til med salt og peber.
- Servér hakkebøfferne med rösti og hvidløgsdip.
Hej 🙂
Skal jeg ud og investere i en røstiform, eller kan man gøre det på andre måder? Jeg har prøvet at google sådan en form og kan ikke finde dem, så jeg har ikke en ide om, hvordan de ser ud.
Tror du man evt. kan bruge muffinsforme i metal eller silikone, dem har jeg nemlig?
Tak for gode opskrifter og forhåbentlig hurtigt svar 🙂
Mvh Jeanette
Hej Jeanette.
Det er slet ikke nødvendigt med en form. Som jeg skriver i opskriften, former du dem bare til små klatter på bagepapiret (jeg bruger en ske og min hånd) 🙂 God fornøjelse!
Vi fandt formede bøffer med kort holdbarhed, såvi tog lørdagens meny i dag. Mega nemt (med en maskine til at rive) og virkelig lækkert med alle grøntsagerne i røstierne. Dog var det godt, at vi kun var 2 voksne og et lille barn, da alle røstierne blev spist.
Kan grøntsagsrøsti fryses? 🙂
Ja, men de bliver lidt blødere når de har været frosset – jeg ville give dem en ordentlig omgang varmluft inden servering 🙂
Mums lækkert!
Kan røsti steges på panden i stedet ?
Det kan de vel godt ikke ?
Det kan de, det tager bare lang tid og det er ikke så sundt fordi de suger rigtig meget fedtstof 🙂