Kyllingeburger

Sund madplan uge 47, 2023

Halløj! Så er der en ny sund og billig madplan klar til jer, med en masse skønne retter 🙂 Vi skal blandt andet have en skøn krydret chana masala, en anderledes burger med kylling og spidskålssalat og en god omgang traditionel forloren hare 😛

Prisen for indkøb til denne uges madplan er 422 kr for 2 voksne og 2 store børn 🙂 Planen gælder fra mandag den 20. november tilbuddene på indkøbslisten gælder fra søndag den 19. november og der handles ind i Rema 1000 – indkøbslisten kan dog sagtens bruges i andre butikker også.

Medlemsfunktion

Du kan nu blive medlem hos Sund på budget og få adgang til en række nye funktioner. Som standard medlem får du adgang til indkøbslisterne til alle madplanerne, næringsindhold på alle opskrifter, mulighed for at gemme favoritopskrifter, mulighed for at lave dine egne madplaner og få genereret en indkøbsliste hvor du også selv kan tilføje og fjerne varer. Derudover er du også fri for reklamerBliv medlem her og få adgang til alle funktionerne med det samme.


Anbefalinger – Nye kostråd

Planen læner sig op de nye officielle danske kostråd, uden dog helt at nå i mål med de nye anbefalinger kød-området. Det vil sige, at der vælges fuldkornsprodukter, en vis andel grøntsager (og gerne grove) i alle retter, bælgfrugter, magert kød samt en smule fisk. Den ene fiskeret du finder på ugens madplan er dog ikke nok i forhold til det anbefalede, så jeg vil anbefale dig at spise fisk til frokost et par gange om ugen ved siden af. Det samme gælder selvfølgelig også for grøntsagerne. Voksne personer skal have 600 gram frugt og grønt dagligt (Børn mellem 4 og 10 år bør spise mellem 300-500 gram frugt og grønt om dagen), og derfor gælder det selvfølgelig om at spise grønt til dagens andre måltider, for at få dækket det anbefalede 🙂
Efter at der i 2021 kom nye kostråd, opfylder planen ikke længere anbefalinger der er lavet på kød, som nu lyder på max 350 g kød om ugen pr. mand – og det er altså både med det du spiser til morgen, frokost og aften der er talt med her. Jeg ved at det er et ret stort skridt for mange, at skære så meget ned på kødet, og det er ikke noget man bare lige gør fra den ene dag til den anden, hvis man er stor kødspiser. Derfor har jeg valgt at bibeholde samme mængde kød i den sunde madplan som tidligere (ca. 400-500 g pr. mand, og et minimum af okse/svin), og i stedet lavet en flexitarisk madplan til dem, der klar til at leve efter de nye anbefalinger. Og er man klar til at sige helt farvel til kødet, er der selvfølgelig også den vegetariske madplan man kan prøve kræfter med 🙂

Du finder som altid opskrifterne til dagens menu ved, at klikke på linket i planen. Vær opmærksom på, at opskrifterne indeholder varer fra mit basislager, der derfor ikke er anført på indkøbslisten eller regnet med i budgettet. Disse varer er dog anført efter indkøbslisten, så du nemt kan tjekke om du har disse varer i dit eget lager  Vær opmærksom på at der en sjælden gang er varer på basislisten, særligt krydderierne, som ikke nødvendigvis fås i Rema 1000, men i stedet skal findes i et lidt større supermarkeder som f.eks. Superbrugsen, Føtex eller lign.

Læs evt. min vejledning til madplanerne inden du går igang.

Velbekomme og rigtig god weekend!

UGENS SUNDE MADPLAN

Mandag: Chana masala med blomkål

Tirsdag: Fuldkornspita med spicy kylling og grønt

Onsdag: Medister i ovn på bund af kartofler og grøntsager

Torsdag: Rugbrød med stegte fiskefrikadeller og gnavegrønt

Fredag: Spicy kyllingeburger med spidskålssalat

Lørdag: Forloren hare med bagte rodfrugter

Søndag: Nem tomatsuppe med fuldkornsbrød

Udskriv
No ratings yet

Indkøbsliste (Rema 1000)

Antal 4 personer

Ingredienser

Brød

  • 1 pk fuldkornsflutes, 2 stk øko 12 kr
  • 1 pk fuldkornsburgerboller, Hatting 4 stk 20,50 kr
  • 1 pk fuldkornspita, 4 stk 6,75 kr
  • 1 pk naanbrød, hvidløg 12 kr
  • 1 pk rugbrød, 500 g 5,95 kr

Frugt og grønt

  • 1 agurk 8 kr
  • 1 blomkål 15 kr
  • 1 kg gulerødder 10 kr
  • 1 iceberg 11 kr
  • 2 kg kartofler, vej selv 18 kr
  • 0,5 kg pastinak el. persillerødder, vej selv 7,50 kr
  • 2 peberfrugt 2 x 8 kr = 16 kr
  • 2 porrer 2 x 5 kr = 10 kr
  • 1 spidskål 14 kr
  • 0,8 kg tomater, vej-selv 22 kr
  • 2 æbler 2 x 2,50 kr = 5 kr

Frost

  • 1 ps fine ærter, 600 g 11,95 kr
  • 1 ps grøntsagsbund, lækkert og nemt, 500 g 13,95 kr

Køl

  • 1 pk bacon i skiver, 150 g 14,95 kr
  • 1 pk fiskefars, 400 g. 29 kr (tilbud)
  • 1 pk hakket grisekød 8-12%, 500 g 20 kr (tilbud)
  • 2 pk hakket kylling 7-10%, 450 g. 2 x 20 kr = 40 kr (tilbud)
  • 1 pk medisterpølse, 500 g 20 kr (tilbud)
  • 4 æg (du skal kun bruge 1 æg, så hvis du har i forvejen er der ingen grund til at købe flere) 14,95 kr

Mejeri

  • 1 cheasy fraiche 5%, 500 ml 17,50 kr
  • 1 liter minimælk 10,95 kr
  • 1 oma madlavningsfløde 4%, 250 mL 9,95 kr

Kolonial

  • 2 ds flåede tomater 2 x 5,95 kr = 12 kr
  • 1 ds hakkede tomater 5,95 kr
  • 1 ds kikærter i lage 7,50 kr
  • 1 ds kokosmælk, light, 400 ml 10,95 kr
  • 1 ds majs 6,50 kr

Noter

422 kr*

*Prisen er vejledende. Jeg forsøger, at ramme så præcist som muligt, og tager udgangspunkt i ugens tilbudsavis samt de priser der er opgivet fredag på vigo.dk når jeg laver plan og indkøbsliste. Prisen på grønt, mælk, etc. ændres sommetider i løbet af ugen samt, at der kan komme variation i forskellige de Rema butikker. Jeg har intet samarbejde med Rema, og har derfor ingen mulighed for at indregne eventuelle ændringer og variationer i priser.

Udskriv
No ratings yet

Basislager

Ingredienser

  • bbq-sauce el. ketchup
  • citronsaft
  • havregryn
  • hvedemel
  • hvidløg
  • kulør
  • løg
  • olie
  • remoulade
  • sukker

Krydderier

  • bouillonterning
  • chili el. cayennepeber
  • garam masala
  • ingefær
  • oregano
  • paprika
  • salt og peber
  • spidskommen
  • timian

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




*